Boganmeldelse Oplevelsesdesign

Tilrettelæggelse af unikke oplevelseskoncepter



Bogen tager udgangspunkt i oplevelsesøkonomien, men vil hinsides den traditionelle forståelse af dette fænomen. Den lægger vægt på at vise, hvordan en oplevelse er en sammensat størrelse, som kræver en tværvidenskabelig tilgang, hvis man vil have en ordentlig forståelse af, hvad det er. De psykologiske perspektiver er i centrum, men bogen indskriver sig i en tværfaglig tradition, og præsenterer os for såvel sociologiske, filosofiske og kulturteoretiske perspektiver på, hvordan man skal forstå en oplevelse.

Denne tværfaglighed med et psykologisk twist er i sig selv en nyskabelse indenfor litteraturen om oplevelsesøkonomi. Men bogen er ikke kun for forskere eller specielt nørdede kommunikationsfolk, for titlen Oplevelses design skal tages helt alvorligt. Det er hensigten, at den viden, der præsenteres, skal anvendes til at udvikle konkrete oplevelsesprodukter. Derfor er teorierne illustreret med en lang række praktiske eksempler, og tre cases, der grundigt viser, hvordan oplevelser er designet. De praktiske eksempler danner udgangspunkt for stort set alle bogens mere teoretiske analyser. Bogen er derfor et glimrende sted at begynde for alle, der arbejder med kommunikation, design og forretningsudvikling, hvis de gerne vil have en introduktion til den seneste forskning indenfor oplevelsesøkonomi. Dens store styrke er netop evnen til at kombinere avanceret forskning med en mængde eksempler, så de abstrakte teorier kan bringes i anvendelse til praktisk oplevelsesdesign.