Drømmen om ingenting

Oplevelser forstås normalt som underholdning, spænding og udfordringer, men det kan faktisk også være en rigtig god oplevelse at slappe helt af og ikke foretage sig noget som helst.



 

En rigtig oplevelsesfattig ferie

I denne oplevelsesorienterede tid kunne man godt tro, at noget så dødsens kedsommeligt som at holde ferie på en campingplads for længst var afgået ved døden. Men campingpladserne lever skam i bedste velgående, for de opfylder et behov hos rigtigt mange mennesker. 
Vi bruger i høj grad ferien til at kompensere for de forhold, der går os på i dagligdagen. Derfor er der et behov for både oplevelsesrige og oplevelsesfattige ferier. For nogle er den perfekte ferie, at de endelig har tid til at opleve noget, der virkelig engagerer og udfordrer dem – for andre tværtimod, at de kan slippe ud af præstationsræset for en tid og bare lave ’ingenting’. For sidstnævnte gruppe er campingpladsen den lyksalige ’intethed’. Her er ingen krav om at opretholde en social facade og der er heller ikke nogen forventninger fra omgivelserne om, at man kommer hjem fra campingpladsen og fortæller om en masse spændende oplevelser. For som én af ”fastliggerne” i en undersøgelse, vi har foretaget blandt campister, præcist udtrykker det: ”Her kan du kun lave ingenting”.

Dovenskab er hårdt mentalt arbejde

For mange af de campister, vi har snakket med, er det mest attraktive ved campingferien, at her kan man dovne med god samvittighed. Denne længsel efter ikke at lave noget som helst er vendt direkte mod præstationskravene i det moderne samfund. Men det fremgår samtidig tydeligt af campisternes udsagn, at det faktisk kræver en mental indsats at praktisere den afslappende dovenskab. Det er slet ikke så lige til at tage på daseferie, som man måske skulle tro. En erfaren ‘fastligger’ kommer med følgende bekendelse: 

”Om foråret, når vi begynder at campere, så er det faktisk svært at vænne sig til ikke at lave noget. Det kan være ret hård at slappe af. Faktisk er det rigtig kedeligt de første par weekends ... meget kedeligt. Du bliver rastløs, indtil du lærer at falde til ro. Du skal vænne dig til at slappe af og ikke lave noget som helst.”

Kedsomheden er altså en slags forportal, som man skal igennem, før man får adgang til afslapningen. Hjemme ”frister” alle mulige praktiske gøremål hele tiden, fordi de kan holde kedsomheden fra livet. Men samtidig spærrer de for, at man kan komme langt nok ned i puls, så man kan få slappet af. Livet på campingpladsen derimod – som ude fra set kan forekomme zombieagtigt - er ifølge de erfarne campisters selvforståelse snarere en meditativ tilstand, hvor kedsomheden er overvundet, så lediggangen kan nydes i fulde drag. Og at denne lediggang er tiltrængt og en lise for sjæl og helse, er der udbredt enighed om. 

Der er ingen konkrete anvisninger i vores materiale på, hvordan campister bringer sig i det rette ”camping-mode”, hvor de ubekymret kan slappe helt af. Men vores analyse peger på, at den afstressende dovenskab har to hovedfjender: På den ene side kan for høje udfordringer – fx i form af forpligtelser i hverdagen - forhindre individet i at nå den rette afslappende modus. På den anden side kan afstressningen ødelægges, fordi individet simpelthen ikke formår at overvinde kedsomheden, eller bliver bremset af angsten for eller modviljen mod at komme til at kede sig og derfor ikke når til næste fase: Det afslappende, meditative ”camping-mode”. Denne opfattelse giver god mening ud fra Csikszentmihalyis (1997) stemningskompas:

Figur 1: Csikszentmihalyis stemningskompas

Stemningskompasset viser, hvorledes afslapning faktisk forudsætter betydelige evner for at kunne bringe sig i rette stemning trods de lave udfordringer. Det viser ligeledes, hvordan kedsomhed stemningsmæssigt er afslapningens forportal, idet evnerne på kedsomhedens niveau ikke helt slår til for at tackle de mentale krav, som (for) få og små udfordringer stiller. 

Kedsomhed er vejen til afslapning

Martin Doehlemann, som i bogen ”Kedsomhed – tolkning af et udbredt fænomen” har lavet en kedsomhedens fænomenologi, karakteriserer kedsomhed som ”oplevelsesfattigdom”. Og afslapning kan i forlængelse heraf forstås som evnen til at nyde denne fattigdom. 
Doehlemann kategoriserer kedsomhed i forskellige typer: 1) den situative kedsomhed, som opstår, når man venter på nogen eller noget 2) mæthedskedsomhed, når man har fået for meget af det samme 3) eksistentiel kedsomhed, hvor livet sådan i det hele taget forekommer én meningsløst 4) kreativ kedsomhed, hvor kedsomheden gør, at man foretager sig noget andet. Den afslapning, som den uforpligtende lediggang på campingpladsen, skal fremkalde, ligner den kreative kedsomhed: ”Efter en uge eller to har jeg fået slappet nok af. Så skal vi hjem igen ... Når jeg har været hjemme et stykke tid, begynder jeg at savne campingferien”, siger en typisk talsmand for campisterne. Udsagnet tyder på, at for meget afslapning fører til mæthedskedsomhed, men den kan let omformes til kreativ kedsomhed, fordi campingferien ofte foregår så tæt på hjemmet, at man kan pendle til og fra, som man lyster.
Campisterne frygter derfor ikke mæthedskedsomhed. Den kedsomhed de frygter allermest er en undertype af den situative kedsomhed, hvor deres ønske om at gøre ingenting bliver forhindret, fordi de ikke evner at give sig hen til ’intetheden’. Det er ofte situationen derhjemme, hvor de kan bruge uopsættelige gøremål som undskyldning for ikke at give sig hen til kedsomheden. Som et erfarent campist-par udtrykker det: ”Når du er hjemme, så finder du på opgaver, der skal klares.”Derfor er de nødt til at tage et andet sted hen for at kunne slappe af, hvor alt det, der ’skal gøres’ ved hus og have simpelthen bare ikke kan gøres. 
Som vores analyse viser, så kræver det mentale evner at kunne give sig hen til lediggangen på campingpladsen: Man skal kunne stresse tilstrækkelig ned for at kunne stresse af. Man skal kunne give afkald – ikke blot på materielle goder, men fx også på hjemlige (pseudo)forpligtelser, der værner én mod kedsomhedens tomhed. Det kræver først og fremmest en veludviklet evne til stemningsbearbejdning at modstå den situative kedsomhed og finde det meningsfuldt at lave ‘ingenting’. Man skal med andre ord turde hive stikket ud og lære at modstå fristelserne fra de praktiske gøremål, der værner mod kedsomheden, men samtidig fastholder én i dagligdagens forpligtende rutiner. Og det er naturligvis lettere, hvis man har erfaring med, at den kedelige tomhed kan bane vej for ’intethedens’ meditative velvære. Som vores erfarne ‘fastligger’ siger, så skal man hvert år lige vænne sig til at slappe af. 

Et Slaraffenland af ingenting

På campingpladsen er der ikke meget, man kan foretage sig. Man gentager de samme handlinger, som hurtigt bliver rutiner og derfor ’oplevelsesfattige’ – og så kan man ryge ind i en ’mæthedskedsomhed’. Man har fået nok og har en fornemmelsen af, at man egentlig burde lave noget mere, andet eller nyt. Nogle mennesker bliver hurtigt mætte af campingferien, men mange campister kan simpelthen ikke få nok. En yngre kvinde med to børn udtrykker det således: 

”Hvis du spørger mig, så vil jeg bare være her, slappe af og nyde det. Lade børnene løbe rundt og lege. Men min kæreste kan lide at fiske, og vi skal da til Himmelbjerget. Udover det så har vi ingen planer andet end at være her. Jeg kunne leve her. Hvis jeg havde medbragt nok mad, så ville jeg slet ikke komme udenfor pladsen. At skulle rundt for at se alt muligt, det er stressende. Det der med, at så skal vi også hen og se det ene og det andet. Det gider jeg ikke. Og det er ikke sådan at vi, når vi er kommet hjem, siger, og så fik vi ikke set det og det. Slet ikke!”

For vores kvindelig campist er denne ferieform det rene Slaraffenland

Indbyggerne i vore dages konsumparadis betaler for herlighederne ved i det daglige at give afkald på friheden til selv at definere arbejdsindsats og præstationsrate. Men i deres ferie har de denne frihed. Og netop derfor er ferien et fristed for selvrealisering og –pleje. Denne selvudfoldelse antager forskellige former, afhængig af, hvad man føler, man til dagligt har skullet give køb på. For nogle er ferien den periode, hvor man selv kan definere udadvendte mål og derved realisere et potentiale, som til hverdag bliver begrænset af fx trivielle arbejdsrutiner og stive organisationsstrukturer. For andre er ferien derimod det afbræk, hvor man bliver fri for at skulle præstere i forhold til fx produktivitetsnormer og optimeringsstrategier, som andre har fastlagt.
Den ’meningsfulde’ ferie kan derfor være både ’oplevelsesrig’ og ’oplevelsesfattig’. Afhængig af, hvilket ubehag, der skal bearbejdes, kan ferienydelsen opstå ved, at man enten omsider har plads og tid til at opleve noget, der virkelig engagerer og udfordrer - eller endelig får lov til at slappe af og falde til ro. Mens nogle bliver gevaldigt oplivet af aktiviteter og oplevelsestilbud, der får dem op i omdrejninger, så er det fraværet af eller fattigdommen på ydre stimuli, der liver andre op. For denne sidste gruppe er campingferien et moderne Slaraffenland – her er totalt fravær af arbejdskrav, nabotvister, huslige pligter og sure ægtefæller eller børn. Den lyksalige ’intethed’ er det ideal, som får campisterne til at drage ud i ferielandet. Og her erfarer de ikke sjældent, at idealet faktisk lader sig realisere, så de vender revitaliserede hjem til trædemøllen. Bliver ’intetheden’ ind i mellem for påtrængende (dvs. kedelig), tager de bare på en dagstur for at opleve noget andet og nyt. Som et ægtepar med to teenage-piger siger:

”Når du er på en campingplads, så slapper du af et par dage. Så kan du tage ud og se noget, og så slapper du igen af et par dage.”

Den oplevelsesfattige nydelse

Campingferiens attraktion er, at den sænker hverdagens pirringsniveau (stress). Det giver nydelse, men hvis den lave pirring bliver for kedelig, så er ferieformen samtidig så fleksibel, at der sagtens kan indlægges noget afveksling – nye udfordringer og nye sanseindtryk - i programmet. Derved opstår en stimulationskurve eller et nydelsesloop, som når den kreative kedsomhed omsættes i ny aktivitet. Dette kan afbildes i følgende figur:

Figur 3: Stimulationskurve 

Overstimulering medfører et ubehageligt højt stressniveau. Det er dette ubehag, campingferien skal fjerne. Daseferiens optimale pirringsniveau ligger lavt, fordi man jo netop ikke skal anstrenge sig for meget. Optimum opleves som velbehag, mens processen hen imod optimum, hvor stressen falder, giver nydelse. 
Hvis pirringen falder under optimum, kan det opleves som mæthedskedsomhed. Går mæthedskedsomheden over i kreativ kedsomhed og igangsætter en ny aktivitet giver det igen nydelse. På den måde kan små udflugter i feriens løb sætte adskillige gennemløb af denne proces i gang. Men også en ferie, hvor der vitterligt ikke sker noget som helst – fx hvis familien opholder sig på pladsen hele tiden – kan opleves som yderst behagelig. Hvis mæthedskedsomheden ikke sætter ind ligger pirringsniveauet ferien igennem stabilt omkring optimum, efter at familien først er faldet til ro. De ’oplevelsesrige’ ferier har, når de er vellykket, en omvendt kurve og et optimum, som ligger betydeligt tættere ved overstimulering. 
At nogle foretrækker aktiverende ferier og andre daseferier, viser vidt forskellige nydelsespræferencer. En orientering mod et lavt pirringsniveau (daseferien) antyder et livstema, hvor hverdagen erfares som for krævende (stressende). Orienteringen mod et højt pirringsniveau udspringer derimod af et livstema, hvor hverdagen erfares som for triviel og rutinepræget (kedsommelig). Der ligger, som flere personlighedspsykologer påpeger, utvivlsomt også biologisk funderede faktorer til grund for disse forskelle i orientering. Og det er givetvis rigtigt, at det ikke er alle, som overhovedet er interesseret i at give sig hen til lediggang - men alle har trods alt ret til ind i mellem at slappe af. I modsætning til den præstationsorienterede ved den afslapningsorienterede campist ofte, at denne ret ikke indfries af sig selv: Man skal kunne bringe sig i den rette stemning for at kunne nyde dovenskaben. Og som vores analyse af dovenskaben og kedsomheden viste, er denne stemningsbearbejdning ikke altid ligetil. Men opholdet uden for hjemmet understøtter processen, for der kan man simpelthen ikke gøre det, man måske nok burde. Når man har lært at være kedelig uden selv at kede sig, kan man nyde opholdet i det moderne Slaraffenland. 

En alvorlig afslapning

Campingpladsen er særdeles velegnet til at slappe ganske alvorligt af. Her er man nemlig sammen med mange mennesker, der er ude i samme ærinde. Det skaber en uforpligtet fælleshed, der giver en betydelig aflastning i forhold til hverdagens ansvar (fx i forhold til børnene) uden at belaste med nye sociale forpligtelser (fx i forhold til naboerne). Interaktionen på campingpladsen er utvunget og ubundet: man kan skabe nye venskaber, men det er ikke noget, man skal. Til gengæld skal man overholde nogle simple adfærdsregler: man skal som minimum opretholde en overfladisk kontakt til alle, og man skal dæmpe sit støjniveau (altså ikke skille sig ud). Vores observationer viser, at det som regel lykkes forbavsende godt, så alle kan slappe af. At de fleste af pladsens beboere er godt nede i puls, bidrager utvivlsomt til, at der er et godt stykke vej til det røde felt. På den måde fremmer afslapningen en fælleshed, som omvendt skaber de ideelle rammer – Slaraffenlandet – for at kunne stresse af. Det moderne Slaraffenland ophæver ikke forskellene mellem folk. Man hjælpes ad, men der er ingen fælleseje. Nogle campister har større biler, nyere vogne og mere grej end andre. Men disse forskelle har til gengæld ikke nogen afgørende betydning. Også i den henseende fører campingferien til en kompleksitetsreduktion. Det, der til dagligt adskiller os – fx forskelle i samfundsmæssig position – spiller ingen rolle her. Campinglivet bygger på og bekræfter, at vi alle er lige. Men det understøtter på den anden side også den illusion, at vi følgelig også alle er ens. Det er vi selvfølgelig netop ikke, men det er sådan livet på campingpladsen tager sig ud, fordi der ikke er plads til at skille sig ud. Hvis man forsøger at hævde sig ved fx at bryste sig af sin samfundsmæssige rang, udsætter man sig for de andres foragt, latterliggørelse eller ligegyldighed. Beboerne på pladsen bliver derfor også selvsupplerende: De, der ikke kan tåle mosten, må gå.Livet på pladsen giver campisten ’friheden’ til for en gangs skyld at være sig selv. Det befriende ved denne ’frihed’ er, at man ligner alle de andre ved at være sig selv. Derved aflaster campingferien ikke blot individet fra præstationstvangen, men også fra selve den moderne individualisme, som påbyder den enkelte ansvaret for sit eget liv og derved privatiserer samfundsmæssig succes eller fiasko. Ved at ligne alle de andre gæster får campisten bekræftet, at han eller hun grundlæggende er OK.Er der penge i skidtet?Oplevelser af ’intethed’ og de sociale meninger, som disse oplevelser afsætter, har svært ved at komme på den aktuelle oplevelsesøkonomiske dagsorden. Muligvis skyldes det, at der tilsyneladende ikke er (mange) penge i skidtet. Campister og ’intetheds’-forbrugere i al almindelighed er jo netop nøjsomme kunder, der kan få mening og oplevelser ud af næsten ingenting. Der er imidlertid mange af dem, og desuden må markedet for ’ingenting’ antages at være betydeligt større end blot campingsektoren. En anden grund kunne være, at dette marked anses for at være demografisk uinteressant, fordi det fx består af et segment med mere arkaiske forbrugspræferencer, som alligevel forsvinder inden for relativ kort tid. Men der findes virkelig mange yngre campister, og det er ydermere rimeligt at antage, at efterspørgslen efter ’intetheds’-produkter om ikke andet vil være stabilt i mange år fremover, ikke mindst fordi der løbende rekrutteres nye forbrugere af ’intethed’. Når oplevelser af ’intethed’ ikke for alvor interesserer, så skyldes det måske især, at den dominerende måde at begribe oplevelsesøkonomien på, har svært ved at få øje på oplevelsesaspektet ved ’intetheds’-forbrug. Oplevelser forstås udelukkende i termer af engagement, involvering, spænding og udfordring, som netop produceres ved ’oplevelsesrige’ – stærke, intense – stimuli. Hvis oplevelser derimod også forstås som resultatet af indre bearbejdninger af ydre stimuli, og i særdeleshed som effekten af ændringer i stimulationen, bliver oplevelsesbegrebet mere facetteret. Så er det ikke kun øgning af stimulationen, men også sænkning af den, som giver oplevelser: fx nydelsen ved at slappe af eller positive emotioner som glæden ved tryghed og balance. Hermed er det også klart, at en ’oplevelsesfattig’ ferie som fx camping kan frembringe mange positive oplevelser, som folk faktisk ser frem til og mindes med glæde. Campingferiens oplevelsesværdi er, at den giver forbrugeren mulighed for at stresse af og dermed få (adgang til) et andet perspektiv på tilværelsen, end den præstationskrævende hverdag giver. Denne oplevelsesværdi forskes der alt for lidt i sammenholdt med, hvor mange forbrugere der faktisk efterspørger den, og når man tænker på, hvor vigtig muligheden og evnen til at slappe af i det hele taget er blevet i det moderne samfund. Så der er måske alligevel penge i skidtet. Mange endda. Men det kræver mere forskning i afslapningens væsen: både i hvordan stressede individer kan komme til at koble fra, hvilket efterhånden er et anerkendt arbejdspsykologisk problem, og i hvordan man kan forvalte overgangen mellem afslapning og kedsomhed. Hvis det sidste lykkes, vil man kunne udvikle tilbud, der forsinker kedsomhedsreaktionen og forrykker kedsomhedstærsklen - også for målgruppen med de største afslapningsaversioner, som samtidig er den mest stresstruede: de præstationsorienterede.

Litteratur

  • Csikszentmihalyi, Mihaly (1997): Finding Flow. New York: Perseus Books.
  • Doehlemann, Martin (1992): Kedsomhed – Tolkning af et udbredt fænomen. København: Hans Reitzels Forlag.
  • Jantzen, Christian (2007): “Mellem nydelse og skuffelse. Et neurofysiologisk perspektiv på oplevelser” I: C. Jantzen & T. A. Rasmussen Oplevelsesøkonomi Vinkler på forbrug, Aalborg Universitetsforlag, 135-163.
  • Jantzen, Christian & Mikael Vetner (2007a): ”Design for en affektiv økonomi”. I: C. Jantzen & T. A. Rasmussen Oplevelsesøkonomi Vinkler på forbrug, Aalborg Universitetsforlag, 201-218.
  • Eysenck, Hans J. (1947); Dimensions of personality. London: Routledge & Kegan Paul.
  • Gray, Jeffrey A. (1981): ”A critique of Eysenck’s theory of personality”, I: Hans J. Eysenck (ed.): A model for personality, New York: Springer Verlag (246-276).