Hvem tilhører ydersiden af dit hus?

Indervæggene i dit hus er dine egne, du maler dem, tapetserer dem, du går jordfarver den ene sæson og pang den næste. Dit hus er en slags ’potential space’ (Winnicott), ikke en del af dit indre, heller ikke rigtigt en del af den ydre verden, men akkurat en slags mellemverden. Winnicott taler om overgangsobjekter og dit hjem er en slags overgangs-zone. De indre vægge i dit hus er din anden hud, men en hud, der vender ind mod dig selv, indre og ydre på samme tid.



Ydervæggen på dit hus er også din. Også den kan du male. Eller du kan leje den ud til et reklamebureau, der kan bruge den som billboard, som underlag for budskaber der henvender sig til dem der passerer dit hus. Fordi synssansen er en fjernsans har ydervæggen i dit hus en rækkevidde, visuelt rækker væggen langt ud i det rum der ikke er dit, men ’vores’. Fordi væggen er din kontrollerer du en del af det rum, der ikke (kun) er dit. Der ligger nogle problemer her. Og nogle muligheder.

 

Hvordan forbruger vi det offentlige rum?

Luca M. Visconti et al. søger i en artikel i Journal og Consumer Research, vol. 37, nr. 3, Street Art, Sweet Art? Reclaiming the ’public’ in Public Place at skabe et overblik over forskellige tilgange til forbruget af det offentlige rum.

Visconti et. al. gør sig det ikke let. De tager Street Art som deres udgangspunkt og forstår herved alle former for uautoriseret visuel ’mærkning’ af specielt storbyen – vi snakker tags, writings, stickings, stencils, vi snakker personlige logos, navne, billeder og tekst, vi snakker poetic assults. Mærkninger der alt efter udgangspunkt kan opfattes som bidrag til en genfortryllelse af det offentlige rum eller som defacement of the urban order. Når street artists og dwellers, beboere, er fælles om at forbruge det offentlige rum, opstår der let nogle konflikter, hvad enhver, der har fundet sin yderdør overmalet med graffiti kan bekræfte. Men samtidig kan et discount-byggeri hvor underlødige byggematerialer går hånd i hånd med håbløs arkitektur føles som en påtrængende næsten personlig fornærmelse, som en hensynsløs måde at suge livsmodet ud af enhver, der er tvunget til at befinde sig der. Her kan street art være en måde at generobre steder, der ellers ville være tabt til ejendomsspekulanter og hjerteløse byplanlæggere.

Visconti et al. laver en matrix over de ideologier, der styrer vores forbrug af det offentlige rum. Forfatterne opdeler interessenterne i artists og dwellers. Artists er prosumers, der forbruger det offentlige rum ved at skabe det. Dwellers er ofte passive, consumers, men en af Visconti et al.s pointer er, at i mødet mellem de to interessent-grupper kan også dwellers blive prosumers.

(Se den oprindelige figur i galleriet foroven)

1. kvadrant, dwellers/privat, artists/privat

Privat tilegnelse af det offentlige rum, dialektisk konfrontation. 

Artists: modstand mod det hykleri, der foregår bag de blanke facader. Selvbekræftelse i en menneskefjendsk verden. 

Dwellers: Insisterer på privat ejendomsret.

2. kvadrant, dwellers/kollektiv, artists/privat

Modstand mod fremmedgørelse af det offentlige rum.

Street art skal være i overensstemmelse med the authentic voice of the place, stedets ånd. Street art skal respektere lokale særpræg og vige for mere autentiske mærkninger.

3. kvadrant, dwellers/privat, kunstnere/kollektiv

Kunstnere for street democracy.

Fortryllelse/vitalisering af det offentlige rum via kunst, der fremstår som gaver fra artists til dwellers.

4. kvadrant, dwellers/kollektiv, artists/kollektiv

På vej mod the common place, ’vores sted’.

Dialogisk genskabelse af ’stedet ånd’.

Første kvadrant er konflikten og konfrontationernes rum. Bag big business’ spejlblanke facader ødelægger hjerteløse byrokrater ’vores verden’. Ved at oversmøre ’deres vægge’ med fedtede tags uden æstetiske ambitioner eller kvaliteter giver kunstnerne ’deres verden’ fingeren. Lortet er under alle omstændigheder først og fremmest indenfor.

Husejeren, der ordner facaden før han ordner det bag til, for en morgen at se sin gadedør mærket af en ung, selvusikker taber, der kun kan mærke sig selv når han mærker andres ejendom. 

Det er i første kvadrant at vejskilte er overmalet i en grad, så rejsende ikke kan finde vej til deres bestemmelsessted.

Andet kvadrat er både/og-kvadratet. Den moderne by er et sammensurium af steder, der er groet organisk frem og dermed har udviklet deres egen ånd, deres egen toning og steder, der er blevet til i en systemverden styret af penge og profit. Street art hører hjemme der, hvor byen mangler ånd, og hvor kunsten kan medvirke til at blæse liv ind i de golde omgivelser. Kunstnerne bør have sans for det område de befinder sig i og kun den sjælløse by bør være deres kanvas.

Tredje kvadrat rummer kunstnernes kreative overskud, den uventede overraskelse, når brandhanen pludselig har fået et øje og tilkaster dig et veloplagt blik. Det er standeren til trafiklyset, der er iklædt en strikket strømpe. Det er overskudsprægede, tit humoristiske, indsatser, der giver byrummet menneskelige proportioner, får folk til at stoppe op, smile og som danner udgangspunkt for en samtale mellem fremmede, som skaber kontakt. Tredje kvadrant er der, hvor modellen på det store Victoria Secret billboard har fået overskæg.

Fjerde kvadrant er der, hvor kunstneren laver en tentativ skitse i byrummet, tegner en figur, opklæber en stencil. Herefter undersøges beboernes reaktion, enten ved at iagttage dem eller ved at gå i dialog med dem. Kunstneren fortæller om sine intentioner og lytter til beboernes holdninger og synspunkter. Han forsøger at udvikle sin skitse, så den både bliver hans eget bidrag, men også udtrykker beboernes ønsker. Fjerde kvadrant er der, hvor guerilla-strik-gruppen tager det første skridt og senere leder en work shop i beboerhuset hvor de lokale strikker nabolaget sammen, mens de lærer hinanden at kende. Hvor både kunstner og beboer får ejerskab til ’værket’ og til det byrum, som værket kommenterer og forskønner.