Prisvindende speciale - ”Oplevelsen af bæredygtighed”

Sarai Løkkegaard og Kristina Skovgaard Pedersen vandt fredag den 12. april den prestigefulde Roblon-pris ved Aalborg Universitets årsfest. Prisen er på 100.000 kroner og uddeles hvert år til et speciale af høj faglig kvalitet, der samtidig er innovativt og nyskabende



Sarai Løkkegaard og Kristina Skovgaard Pedersen har siden efteråret 2011 været tilknyttet sektionen for Oplevelsesdesign i vidensgruppen MÆRKK på Institut for Kommunikation ved Aalborg Universitet. Her har de deltaget i faglige diskussioner med forskere inden for forskningsområdet Markedskommunikation & Æstetik.

Og det har været en særdeles positiv oplevelse.

”Vi har oplevet et stort engagement og fået god sparring i vidensgruppen og især fra vores vejleder Christian Jantzen, som har været med lige fra de første spæde ideer til specialet”.

Sarai Løkkegaard og Kristina Skovgaard Pedersen er efter endt uddannelse fortsat medlemmer af gruppen, og i december 2012 vandt deres speciale MÆRKK-prisen, som gives til den bedste opgave inden for vidensgruppens felt.

Lederen af vidensgruppen MÆRKK, Nicolai Graakjær, udtaler, at specialet er et bevis på, at der kan komme både god forskning og fremadrettede løsninger på samfundsmæssige problemstillinger, når studerende deltager i faglige diskussioner blandt forskere. Han fortæller om samarbejdet:

”Det er ikke kun noget, som studerende kan lære meget af. Det kan forskere også, fordi dygtige studerende er i stand til at lægge nye vinkler og sætte spørgsmålstegn ved de teoretiske antagelser og metodiske tilgange, som vi ellers tager mere eller mindre for givet”

Prisen viser på den måde, at også forskere kan nyde godt af studerendes arbejde og engagement.

Nye veje til bæredygtig adfærd

I specialet, som bærer titlen ”Oplevelsen af bæredygtighed”, har de to kandidater som de første udviklet en kommunikationsstrategi for bæredygtighed, som gør det muligt for virksomheder at positionere sig via oplevelsesmæssige aspekter ved bæredygtighed og samtidig motivere forbrugere til at ændre adfærd.

”Specialet er på den måde innovativt og nyskabende, for det anviser andre veje end de gængse, når det drejer sig om at fremme en større grad af bæredygtig adfærd. De fleste tiltag betoner enten bekymrings- og trusselsaspektet ved ikke-bæredygtig adfærd eller forsøger at fremme mere hensigtsmæssig adfærd ved regulering, altså lovgivning, eller beskatning, altså afgifter. Ved at forbinde bæredygtighedsidealet med oplevelsestænkning forsøger specialet derimod at udvikle en strategi, som slår på de lystbetonede aspekter af hensigtsmæssig adfærd”, fastslår professor Christian Jantzen, som har vejledt de to AAU-studerende og efterfølgende indstillet dem til Roblon-prisen.

Den bæredygtige beslutning skal være emotionel frem for rationel

Trods et massivt fokus på social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed, synes der at opstå et paradoks, når det kommer til at gøre tanke og gode intentioner til handling. Dette paradoks blev udgangspunkt for det prisvindende speciale. Her bearbejdes det nærmere, hvordan fjernhed i globale trusler som for eksempel klimaforandringer er afgørende for, at bæredygtighed ofte har en svag emotionel fundering, hvormed beslutningen om bæredygtig adfærd bliver et primært rationelt og ikke særlig prioriteret valg. Specialet klarlægger, hvordan bæredygtighed gennem oplevelser kan gøres til noget mere overskueligt, nært og attraktivt, så det for forbrugerne bliver et positivt tilvalg i form af en lystbetonet erkendelse og erfaringsdannelse.

Og det kan være en særdeles hensigtsmæssig effekt for virksomhederne. Som Sarai Løkkegaard og Kristina Skovgaard Pedersen skriver i forbindelse med deres speciale: ”Gennem oplevelser får virksomheder mulighed for at skabe lyst til bæredygtighed ved at give en merværdi til forbrugeren frem for at forsøge at skræmme hertil. For virksomheder betyder det, at de med den oplevelsesmæssige tilknytning kan formå at fremstå mere interessante og attraktive, idet de tilbyder noget, der betyder noget for forbrugeren – nemlig en positiv oplevelse, der fremmer dennes livsførelse.”

Arbejdet er ikke slut

Om den videre udvikling i deres forskning beretter Sarai Løkkegaard og Kristina Skovgaard Pedersen, at en del af præmiesummen nok skal bruges til et smut ud i verden og jagte nye inspirerende cases, der arbejder kommunikationsstrategisk og innovativt med oplevelser og bæredygtighed. Processen med specialet slutter nemlig ikke med Roblon-prisen. Prismodtagerne arbejder lige nu på at udvikle deres undersøgelse i en kommende bog.

Fakta

Roblon Fonden uddeler hvert år Roblon-prisen på 100.000 kr.

Sarai Løkkegaard og Kristina Skovgaard Pedersen modtager prisen for deres speciale ”Oplevelsen af bæredygtighed”, som de afleverede i maj 2012

Sarai Løkkegaard er i dag ansat som videnskabelig assistent på Innovationsnetværket for Marked, Kommunikation og forbrug på AAU, mens Kristina Skovgaard Pedersen er ansat som Communications Manager i softwarevirksomheden GateHouse og samtidig fungerer som ekstern lektor på AAU.