Smagsdommernes lange skygge

Mette Strømgård Dalby har en sans for det symboløkonomiske perspektiv, som ikke er voldsomt udbredt blandt kunsthistorikere. Hendes tilgang til design bygger på sociologi, antropologi og semiotik for at indfange tingenes betydning i vores hverdag.



Den franske sociolog Bourdieu* påstod, at smag er noget man tilegner sig gennem opdragelse og socialisering og derfor så dybt rodfæstet i personligheden, at den er meget vanskelig at ændre på. Denne opfattelse har været kritiseret af mange postmoderne trendforskere og symbolanalytikere, som mener, at sådan var det måske nok engang, men ikke længere. Mette Strømgård Dalby, der altid har været glad for Bourdieu, lavede i 2006 sin egen lille undersøgelse på Trapholt for at finde ud af, hvem der har ret: ”Vi kaldte arrangementet for Smagsdommerne, og det gik ud på, at undersøge sammenhængen mellem folks møbelsmag og deres sociale baggrund – og jeg kan bare konstatere, at resultaterne matcher fuldstændig Bourdieus iagttagelser. De traditionelle, klasse- og uddannelsesmæssige forskelle i smag er utroligt sejlivede. Der er ikke ret mange overraskelser”. 

Det eneste tilfælde, som faldt lidt udenfor, var valg af høj barnestol. Her overtrumfer rollen som ansvarlig forælder fuldstændig alle andre signalværdier og smagspræferencer: ”Folk vil have sikkerhed og kvalitet til deres børn. Ikke designerlir. Nanna Ditzels meget smukke, høje stol fik for eksempel kun 3,2%. Men typisk nok var det dog Tripp Trapp stolen, der vandt stort (73,2%), og ikke Ikeas, som har scoret lige så flot i alle sikkerhedstests - og ikke koster noget.

Sikkerhedsmæssigt er den helt i orden, men den ser billig ud. Og det signal kan man tydeligvis ikke sende. Så helt ligegyldigt er signalværdierne ikke, selv når man er fornuftig.”

Det, der bestemmer ens smag er først og fremmest den bagage, som man har med hjemmefra og den uddannelsesmæssige baggrund. Smag er derfor i høj grad noget man lærer, og arkitektbranchen er for Mette Strømgaard Dalby paradeeksemplet på, hvordan ’god smag’ i den grad er resultatet af en bestemt skoling. Det var netop arkitekterne, der mere eller mindre skabte Danish Design begrebet i begyndelsen af 50’erne, hvor det var mindre problematisk at stille sig op som smagsdommer end idag. De mente, at de havde en forpligtelse til at opdrage masserne og lære dem, hvad den gode smag er. ”Dette såkaldte demokratiske design er et utrolig interessant fænomen i al sin modsigelsesfyldthed. Folk boede jo i alle de her to-værelses lejligheder omgivet af efterligninger af borgerskabets store, tunge, polstrede møbler. Så selvfølgelig var det smartere, hvis de fik nogle mindre møbler. Men det var de bare ikke interesseret i. De ville hellere leve med en stil, som udtrykte det, de aspirerede efter.” Mette Strømgård Dalby mener derfor også snarere, at det er producenter som fx Ikea, der i virkeligheden lever op til betegnelsen demokratisk design, fordi de tilbyder møbler, der er til at betale for almindelige mennesker. Dansk design var ikke tilgængeligt, for det var alt for dyrt.  

Kulturelitens siddemaskiner

Den funktionalistiske bevægelse, som inspirerede nogle af de største danske designikoner, er ikke kun karakteriseret af en noget formynderisk dobbeltmoral i forhold til forbrugerne, men også et vist selvbedrag. Dens udøvere mente oprigtigt selv, at funktionalismen var andet og mere end blot en bestemt stil – de påstod i ramme alvor have fundet ind til møblernes essens, så de kunne designe objekter, der er ren funktion, og som opfylder deres formål uden nogen form for lir. ”Men selvfølgelig er funktionalismen også en stil ligesom alle mulige andre stilarter”, pointerer Mette Strømgård Dalby, ”for den handler jo meget mere om, at møblerne udsender signaler som ’siddemaskiner’, end at de rent faktisk er gode at sidde i. Og kulturparnasset stopfodrede folk med, at det var det her, de skulle have.”

At tænke stil på dette meget abstrakte plan kræver en (ud)dannelse og en kulturel kapital, der som kun en lille elite er i besiddelse af. Mette Strømgaard Dalby mener derfor også, at funktionalismen har en stor aktie i, at hele det felt, der handler om smag og stil, er blevet så inficeret af angst for at føle sig dum. Netop fordi den var så belærende og bedrevidende. Hvis man ikke forstod, at en stol til at sidde og hygge sig i, skulle være en fuldstændig stram og umagelig tingest, så var der noget galt med én, og man var håbløst forstokket og smagløs: ”Det er hele modernismens white cube tankegang, hvor man ophøjer gennem enkelthed. En forestilling, der i øvrigt langt hen ad vejen er bundet op på protestantismen. Det er en hvidhedens æstetik, der passer som fod i hose med vores hvidmalede kirker. Som bekendt ligger der en masse skyld og skam bag hele den her hvidheds- og renhedsdyrkelse, så det er noget tungt skyts, der ligger under. Enten man er sig det bevidst eller ej.”

Danish design – en klods om benet?

Nationalstaten har brug for fortællinger, og Danish Design blev og bliver markedsført meget bevidst. Fænomenets succes bunder i, at der var et sammenfald af nogle gunstige eksportmæssige forhold og nogen, som kunne se sektorens potentiale. Staten finansierede store møbeludstillinger i bl.a. USA, og den fortælling, der blev strikket sammen til lejligheden, var at møblerne inkarnerede det specielt danske – fra bøgetræer til velfærdsstat. I virkeligheden var det sådan, at Danmark var bagud både hvad angår design og materialeudvikling. Her herskede stadigvæk en gammeldags snedkertradition med runde, organiske, lidt tunge møbler, men takket være den gode historie kom vi pludselig i front. I USA blev det danske design opfattet som noget særligt nordisk, og der blev proppet en masse humanistiske værdier i møblerne: ”Man kan godt stille spørgsmålstegn ved, om Wegners Y-stol er særligt humanistisk i sit menneskesyn, men det er jo den slags ting, der sker, når sådan et apparat begynder at rulle. I USA havde de nøjagtig den samme organiske modernisme. Men dér var man bare meget længere fremme med materialeeksperimenter, så den blev ikke knyttet så tæt til træet. Det er virkelig skægt, hvordan tingene bliver koblet, og hvordan de kan fortsætte med at blive reproduceret igen og igen.”

Det seneste fremstød - også med regeringen i ryggen - er Creative Nation, som skal satse på innovationsfeltet og dermed føre Danish Design et skridt videre. I Mette Strømgaard Dalbys øjne er det en yderst fornuftig videreudvikling af vores stærke formgivertradition, for der er ingen tvivl om, at vi skal leve af innovation fremover.

Men vi skal være opmærksomme på, at der er mange kreative nationer rundt omkring i verden, og at innovation i øvrigt ikke kun handler om at være kreativ, men også om at få implementeret ideerne. Og der mener hun, at vores højt besungne Danish Design arv kan vise sig at være en hæmsko –  i hvert fald skal vi passe på, at vi ikke ender med kun at være gode håndværkere. Vores designuddannelser halter bagefter og hænger fast i en håndværksmæssig formgivertradition, som slet ikke er nok i dag:
”Innovation er meget mere teamwork end design – i hvert fald sådan som vi hidtil har opfattet begrebet. Så der er et misforhold mellem, hvad regeringen ønsker, og hvad designerne reelt gør. Og det må hænge sammen med deres uddannelse, så måske skulle man tage fat der, inden man begynder at snakke om kompetenceklynger og vækstpotentialer. Hvis designerne ikke er interesseret i at vækste, men bare vil have et godt liv, så er der jo en uoverensstemmelse. Og jeg tror, at det handler om de værdier, de bliver indpodet på uddannelserne. Her er idealet stadig formgiveren som den kompromisløse kunstner. Og det er da også fint, men jo ikke når man ved, at rigtig innovation opstår i et felt af diversitet, hvor mange forskellige byder ind med hver deres vinkel! Jeg synes, at det er ærgerligt, at man laver alle de rapporter, der siger hvordan verden skal se ud, og så ikke tager fat omkring nældens rod – og starter med uddannelserne. Vi må jo sætte en masse kompetente mennesker sammen til at finde ud af, hvordan de her uddannelser skal skrues sammen!” 

Blæret eller bæredygtig 

Udviklingen stiller ifølge Mette Strømgård Dalby designskolerne og hele Danish Design fænomenet overfor det skisma, at innovation egentlig ikke handler særligt meget om prestigedesign - og det er jo dér, hvor Danish Design traditionelt har brilleret. Brugerdreven innovation handler i stedet om ganske almindeligt hverdagsdesign som vaskepulver, skurebørster, oplukkere o.lign. som har en minimal repræsentativ værdi, men en væsentlig funktion i dagliglivet. Dermed betegner det også et nødvendigt skift i fokus fra det sociologiske og sociosymbolske perspektiv til det antropologiske, siger hun: ”Så handler det nemlig ikke længere kun om at signalere status - og det interessante bliver, hvilke betydninger man så lægger i produkterne. Det kan kun føre til, at tingenes sprog bliver mere mangfoldigt. Og dér synes jeg ligger noget rigtigt interessant. Det der med at være eksklusiv kan lige pludselig vende rundt, og der kan opstå nogle andre betydninger, som bliver mere væsentlige. 

Virksomheden kan godt sende sit brand af sted med nogle intentioner om, hvad det skal stå for – men den kan ikke styre det. Og den kan lave rigtig mange undersøgelser, men de relationer, som tingene indgår i ude i forbrugerkulturen, er blevet så komplekse, at de aldrig kan afdækkes 100%, og lige pludselig kan systemet vælte. Hele spillet omkring distinktioner og differentiering er meget mere subtilt i dag, end det var i de gode gamle dage. For eksempel kan Arne Jacobsen gå hen og blive pinlig, fordi han er blevet for mainstream. Så det er nogle spændende spil, der foregår”. 

En af de måder, hvorpå design kan gøre sig fri af dette mere eller mindre vildvoksende net af symbolske betydninger, er for eksempel at forbinde sig med værdier, som er mindre arbitrære og slet ikke fokuserer på prestige eller status i traditionel forstand, men på helt andre samfundsrelevante spørgsmål. Temaet for dette års Biennale på Trapholt er eksempelvis bæredygtighed, og her kan designeren virkelig bidrage til at skære igennem vildnisset og gøre den meget komplekse forbrugerverden mere enkel og gennemskuelig. Samtidig kræver sådanne projekter – hvilket også fremgår af genstandene på Biennalen – som regel, at designeren indgår i teams og samarbejder med specialister indenfor en række forskellige områder, og på den måde kan Danish Design begrebet udvikle sig fra ren formgivning til ægte innovation.

Stolen

Mette Strømgaard DalbyGads Forlag 2010I denne bog fortæller museumsinspektør Mette Strømgaard Dalby fra Trapholt om stolen som et stykke design, der ikke alene er til at sidde i eller samle på, men som også fortæller noget om, hvem vi er.

 

*Pierre Bourdieu
Sociologen Pierre Bourdieu (1930-2002) opererede ikke blot med begrebet økonomisk kapital i form af penge og materielle goder, men også med kulturel kapital, som betegner den dannelse og de kompetencer, der er afgørende for, om man kan begå sig blandt den intellektuelle elite. Nøjagtig ligesom den økonomiske kapital nedarves fra én generation til den næste, gør den kulturelle kapital det også. Derved opretholdes de sociale strukturer, og det økonomiske og det kulturelle borgerskab sidder tungt på magten på hver deres felter.
Bourdieu bruger begrebet Habitus til at betegne det system af dispositioner, der udgør rammen for den måde, som den enkelte oplever, tænker og handler på. De erfaringer man har fået gennem sin baggrund indlejres i en bestemt livsstil, der påvirker ens opfattelses- og handlemønster og klassificerer ens smag. Hvilken mad man spiser, hvilken sport man dyrker, sprogbrug, kunstsyn, hvad man finder rigtigt eller forkert, fint eller vulgært er påvirket af Habitus.